Debatindlæg

Vores præg på den politiske dagsorden, der løbende opdateres med spændende og aktuelle politiske emner og indlæg

Bøde på elevpladser

Af Colette Brix, Folketingskandidat

Det er meget trist, når de små butikker på de lokale strøg lukker og slukker, det er et tab for alle de små byer og borgerne rundt om i Danmark. 

De små virksomheder har aldrig fået megen politisk opmærksomhed, men de får alle byrderne. Det sidste nye påhit er det såkaldte praktikplads-AUB, hvor Dansk Arbejdsgiverforening, regeringen og fagbevægelsen er blevet enige om, at de virksomheder, der i forvejen har ansatte, sagtens kan påtage sig opgaven at tage op mod 10.000 elever ind. 

Det snedige bliver, at virksomhederne ved Gud får en bøde, hvis ikke de ser sig i stand til at tage en elev. Det har altid været arbejdsgiveren, der bestemmer, om han vil ansætte folk i Gentofte, Vojens og Holstebro, og sådan skal det være fremover, selvom emsige politikere og fagforeningsfolk sidder og nikker til hinanden. 

De behøver ikke genere de små virksomheder med nyt bøvl. Det kunne måske være en god ide, at de dyre erhvervsskoler tog deres del af ansvaret og etablerede et tæt bånd til erhvervslivet, så den unge mand/kvinde bliver parat til selv at opsøge et egnet sted i god tid i uddannelsesforløbet. Næh nej, det er åbenbart nemmere for Dansk Arbejdsgiverforening og fagbevægelsen at tørre det af på de små virksomheder, der i forvejen døjer med alt muligt administrativt bøvl og tårnhøje udgifter. Det er ikke i orden


SÆLG FORBRUGERRÅDET PÅ AMAZON

Af Colette Brix, formand, Dansk Erhvervssammenslutning, DESA

Amazon er på vej ind i Danmark, og cheføkonom i Forbrugerrådet, Martin Salamon, tror det bliver en gave til forbrugerne, som han siger i Villabyerne den 12. april. Han mener, at Amazon vil ryste nogle markeder og gøre noget ved serviceniveau og kvalitet.

Jeg ved ikke, hvilke markeder, der trænger til at blive rystet, men mon ikke Amazon vil have den stik modsatte effekt på service og kvalitet. Det er altid godt med sund konkurrence, men vi er stadigvæk nogle, der håber, at rigtig mange af vores egne små butikker får en chance for at overleve i de nye tiders verden, hvor den personlige kontakt er ved at fordufte.

Jeg tror ikke, at Amazons Alexa-robot, som kunderne kan tale med, kan gøre det samme, som Pernille gør i butik DONNA på Ordrupvej hver dag for sine kunder. Der kommer mødre på barsel ind for at få en lille sludder, der kommer ældre borgere, der lige stikker næsen ind for at vende et og andet. Og så kommer der heldigvis også kunder for at købe, og jeg tror ikke, at Alexa-robotten lige kan ordne og fixe det, som Pernille kan. Skal kjolen lægges lidt op, skal lynlåsen lige flyttes, er det den rigtige farve? Ja, den enkelte ekspedition tager tid, og den tid tager de små butikker sig, for alle kunder skal være glade og tilfredse.

Amazon og Facebook lever af indsamling af data, som så kan bruges til direkte at lave tilbud til kunderne, og der slutter det også.

De små butikker lever af service, de rigtige varer og fornuftige priser og flotte vinduer og tid. Ting tager tid, og vigtigst den personlige betjening. Og gør de ikke det, eksisterer de ikke, for kunderne stemmer med fødderne. Forbrugerrådet drømmer om et butiksliv på discount, hvor service er væk, og kvalitet er lig med billigste pris. Hvis Amazon er så fantastisk, hvorfor lægger Forbrugerrådet sig så ikke der?

Held og lykke med Amazon, men sørg for, at de skal leve op til de samme krav, som vores små butikker skal, og tak skal lyde til alle de små butikker for det store stykke arbejde. Uden jeres indsats hver eneste dag i Gentofte og i alle byer i Danmark ville vi blive fattigere. 


Debatindlæg 12.04.2018 kl. 06:40

STOP MED AT NEDGØRE DANSKE BUTIKKERS ARBEJDE

Af Colette Brix, formand, Dansk Erhvervssammenslutning, DESA 

Foredragsholder, rådgiver og forfatter Soulaima Gourani bor i Palo Alto i USA, og når hun kommer til Danmark, savner hun og familien Amazon, skriver hun i JP 6/4.

Foredragsholder, rådgiver og forfatter Soulaima Gourani bor i Palo Alto i USA, og når hun kommer til Danmark, savner hun og familien Amazon, skriver hun i JP 6/4. Soulaima Gourani køber mad, gaver, tøj og lytter til musik og får en fantastisk service hos Amazon, der snart kommer til Danmark. Uden at blinke meddeler hun nærmest glad, at 20-30 pct. af alle små fysiske danske butikker lukker og slukker inden for de næste fem år. Lad det ikke ske.

De små danske virksomheder er slet ikke servicemindede nok efter Soulaima Gouranis mening. Jeg vil tilstå, at jeg ikke aner, om hun har ejet og drevet en lille detailbutik, men det tyder det ikke rigtigt på, for intet er lettere end at kloge sig på andres ”business”. Herfra og med rette indsigt skal lyde et brøl. Stop den evige nedgøren af butikkernes store arbejde. De små forretninger, der stadig holder ud trods vanskelige betingelser, administrativt bøvl, tårnhøje skatter og afgifter og umulige banker, leverer hver dag høj service til alle deres kunder. Og en ting, som det kære Amazon ikke kan levere, er den nærhed, som en forretning giver. Der kommer mange mennesker ind i de små butikker og får sig en sludder med indehaveren eller en ansat om mangt og meget, og de får den tid, de behøver. Det kan de ikke få hos Amazon, og mange danske forbrugere vælger heldigvis at handle lokalt.

Soulaima Gouranis gode råd er, at danske virksomheder skal sørge for, at alle i virksomhederne ved, hvordan man giver en god og kompetent, nærværende service. Helt ærligt, det er temmelig arrogant. Hvis ikke virksomhederne leverer service hver dag, eksisterer de ikke, for kunderne stemmer med fødderne. Vi kan altid lære noget af andre lande, men at vi ikke leverer service til kunderne, den er for langt ude.

Held og lykke med Amazon, men stop med at nedgøre de små erhvervsdrivende, der kæmper hver dag, og som leverer en fremragende service. Og sørg for, at Amazon lever op til samme krav som alle andre forretninger.

Og held og lykke til alle de små danske virksomheder. Tak for det store arbejde, I gør hver eneste dag. Vi vil så gerne have, at I alle bliver her rigtig længe endnu, for Danmark ville være fattigere og dårligere uden jer.